I går lærte jeg en ny undskyldning for ikke at fange noget på en fisketur. Jeg troede ellers, jeg kendte dem alle sammen: “Vandet var for koldt”, “vandet var for varmt”, “månen stod forkert” osv. osv. Men på vejen hjem fra en resultatløs fisketur på Det Indiske Ocean ud for Lamu i det nordlige Kenya sagde skipperen på den dhow, jeg sejlede i: “Det er kinesernes skyld!”
Jo, forklarede han: Kineserne har fået lov til at fiske med store trawlere helt ind til kysten, og de har støvsuget området for fisk. Myndighederne giver dem lov, for kineserne er billige og effektive, når det gælder løsning af de store pågående arbejder med havne, veje, energiforsyning osv. Og kineserne er ligeglade med sådan noget som overfiskning, hvor de har været med deres trawl, bliver vandet tømt.
Det var en ny dimension til historien om Kinas ekspansion i Afrika, som jeg kunne sidde og tænke over i solnedgangen på vej ind til Lamu, hvor jeg ville blive konfronteret med den hån, spot og latterliggørelse, som er enhver tomhændet lystfiskers lod…
Kina er i dag Afrikas største handelspartner. De overhalede USA for tre år siden. Og de kinesiske investeringer i Afrika overstiger langt investeringerne fra den vestlige verden. Det er langsigtede investeringer, som skal sikre Kina den adgang til energi og råvarer, som er nødvendig for at fastholde den høje økonomiske vækst. Der investeres også i fødevareproduktion, hvor store landområder opkøbes og dyrkes af kinesiske arbejdere. Og kineserne ses mere og mere i gadebilledet, hvilket uundgåeligt giver anledning til både konflikter og myter.
På vej til kysten mødte jeg i Nairobi en mand, som arbejdere med nogle projekter i Congo – og han berettede, at man dér taler om, at kineserne driver minedrift ved hjælp af straffefanger, som bliver udsendt med en enkeltbillet. Overlever de et vist antal år i minerne, bliver de sluppet løs på stedet…
Jeg ved ikke, om historien er sand. Men det er sikkert og vist, at de kinesiske investorer ikke interesserer sig for spørgsmål om menneskerettigheder eller demokrati eller “good governance”.
Naturligvis har den kinesiske indsats i Afrika betydning for kontinentets økonomiske udvikling. Investeringerne kaster lokalt arbejde af sig, og bidrager til væksten. Men det vil være naivt at tro, at der træffes investeringsbeslutninger, som tager hensyn til lokale interesser. Naturligvis ikke. Det blev der heller ikke altid, dengang det var de gamle kolonimagter, der stod for indsatsen – tænk bare på Congo – men det skulle jo gerne være et afsluttet kapitel, og netop presset for at sikre “good governance” er et vigtigt bidrag til at udvikle det store kontinent. Det undergraves af den kinesiske model, der ikke vil blande sig i lokale forhold – og hvor åbenlys korruption er en anerkendt fremgangsmåde.
Tag som eksempel Sudan: Da vesten afviser kontakt med præsident Bashirs regime, fordi han er anklaget af den internationale domstol i Haag for folkemord i Darfur, rykker kineserne ind – og sætter sig på Sudans olierigdomme til gengæld for investeringer og penge. Og hvis regimet vil have bygget en dæmning et sted, hvor nogle stammer skal tvangsflyttes for at skabe plads, så blander investorerne sig ikke…
I Kenya, hvor jeg skriver dette, skal der snart være præsidentvalg. Første valgrunde er 4. marts. Valget vil stå mellem den nuværende premierminister Raila Odinga og vicepremierminister Uhuru Kenyatta, søn af Kenyas første præsident Jomo Kenyatta, og medlem af landets største og dominerende kikuyu-stamme. Odinga er fra den mindre Luo-stamme.
Meget tyder på, at Odinga vandt præsidentvalget for fire år siden, som udløste blodige opgør efter at den siddende præsident, Mwai Kibaki (kikuyu) valgte at blive siddende på trods af tvivl om valgresultatet. Først efter en international mægling under ledelse af FN’s tidligere generalsekretær Kofi Annan lykkedes det at skabe en spinkel fred mellem de stridende parter, som førte til en magtdeling med Odinga som regeringschef og Kibaki som præsident – og en ny grundlov. Men uroen ulmer, og kan slå ud i lys lue, hvis der igen rejses tvivl om valgresultatet.
Det er muligt, at Uhuru Kenyatta vinder allerede i første valgrunde. Mange af Kenyas 22 millioner valgberettigede har ikke nået at blive registreret i tide til at kunne stemme – og der er især tale om vælgere fra de mindre stammer, som kan forventes at ville stemme på Odinga.
Men Uhuru Kenyatta er krævet udleveret til den internationale domstol i Haag (ICC), som anklager ham for at være skyldig i opfordring til mord i forbindelse med urolighederne for fire år siden. Sagen er berammet til at starte den 10. april.
Hvis han vinder valget – eller erklærer sig som vinder – og lader sig indsætte som præsident, vil der opstå en meget vanskelig situation. Vestlige regeringer vil ikke kunne have noget at gøre med en præsident, som kræves udleveret af ICC – og i Kenya vil følelserne være stærke overfor, hvad mange opfatter som utidig indblanding i indre kenyanske forhold.
I den situation vil kineserne formentlig stå klar til at give Kenya alt det, vesten holder tilbage – økonomisk støtte og politisk anerkendelse. Og det vil få voldsomme konsekvenser for den regionale stabilitet i denne del af Afrika.
Kina fylder mere og mere i det globale billede. Derfor er det naturligvis vigtigt at have gode samarbejdsrelationer med Kina. Men det er også vigtigt at gøre sig klart, at der er store udenrigs- og sikkerhedspolitiske dimensioner involveret.
